Her sidder jeg som en lus imellem to negle. Jeg er ny praktikant her på stedet og har fået lov til at være med til et møde, hvor arkitekterne skal beslutte sig for hvordan hele udtrykket for den kontorbygning, de er ved at tegne, skal være. Og det er lidt pinligt for mig. Det er meningen, at jeg skal tage noter til referatet af mødet. Jeg har fået sådan et skema udleveret af hende, jeg hjælper. Jeg skal bare skrive enkelte ord ind på skemaet. Men jeg ved ikke, helt hvordan jeg skal håndtere situationen. Der er nemlig to arkitekter til mødet. Og de er vildt uenige. Hende, som jeg skal hjælpe, er løbet til et møde ude i byen. Jeg ved godt, at hun ikke er til møde. Hun er på indkøb. Så det hele hænger på mig.
Linoleum eller tæppefliser?
Jeg forsøger ikke at kigge på arkitekterne. Lige nu skændes de, om det skal være tæpper eller linoleum, der skal på gulvene. De har begge to gode argumenter for og imod, hvorfor det skal være det ene eller det andet. Og de taler også om de såkaldte tæppefliser – https://a10.dk/taepper/taepperfliser/ Det lyder faktisk, som om at de er lige ved at komme op og slås. Heldigvis griber en af cheferne ind. Han henstiller til, at kammertonen lige bliver holdt, og at ’vi lægger lige gulvbelægningen til side, indtil vi har fundet en overordnet linje. Skriver man sådan noget i et mødereferat her?
De holdt op
De to arkitekter holder op med at skændes, og en tredje fremlægger sine ideer. Der er både indvendinger og positive reaktioner. Chefen stryger sit skæg. Eftertænksomt. Han kan godt lide den overordnede idé. Giver grønt lys. De skal gå videre med den idé, om arkitekt nr. 3 lige har fremlagt. Hvad der skal ligge på gulvene, finder vi ud af, når vi når så langt i processen – nye gulve er altså en proces. Vi er stadigvæk kun ved at udvikle vores idé. Mødet er slut. Jeg går derfra så hurtigt, jeg kan. Vender tilbage til det kontor, jeg har fået anvist, og sætter mig. Tager et dybt åndedrag. Er lettet over, at mødet er overstået. Kigger på noterne på skemaet til referatet. Der er ikke så mange. Jeg sætter mig ned og skriver det rent. Hende, som jeg arbejder sammen med, kommer tilbage fra sit eget ’møde’ og spørger mig, hvordan det er gået.
Var sgu lidt pinligt
Jeg fortæller hende om, hvor pinligt jeg syntes, at det var. Om skænderiet imellem de to. Fortæller hende, også at chefen var til stede. Hun kigger forbavset på mig. ”Er han her? Jeg troede, at han var i udlandet for at se til et andet byggeri, vi er ved at opføre. Men du skal ikke tage dig af de to. De skændes altid. Det er deres sport.” Hun kan se, at jeg faktisk var meget nervøs over at have overværet skænderiet. Hun forklarer mig, at der er nogle arkitekter, der tror, de er store kunstnere. Og så er der arkitekter, der er kunstnere – fordi de har mod, og kan håndtere deres ansatte. Hun siger, at jeg ikke skal tage det så alvorligt. Jeg er her for at danne mig et indtryk og for at lære noget.